Skip to main content
Lise Kramer Schmidt

Psykoterapeuter kan bruge Familieopstilling i arbejdet med børn og familier

Direkte øjenkontakt kan virke konfronterende på børn og voksne

Nogle børn kan opleve øjenkontakt som konfronterende og derfor have brug for en mere nænsom måde at være i kontakt på. Det samme kan gælde for voksne. Ved at bruge markører, som opstilles på bordet eller gulvet, kan samtalen blive en visuel og mere legende måde at snakke sammen på. Markørerne kan eksempelvis være træfigurer, små dyr, legofigurer eller for den sags skyld kopper, som repræsenterer personerne i en problemstilling”.

Ordene kommer fra familie-, par og psykoterapeut MPF Lise Kramer Schmidt, der har taget efteruddannelsen Familieopstilling for psykoterapeuter hos ISFO. Hun arbejder til dagligt med børn, familier og par i sin praksis på Frederiksberg, foruden at tilbyde supervision og konsulentopgaver i skolesammenhænge.

Lise Kramer Schmidt oplever i denne corona-tid, at der ofte opstår en form for ’undtagelsestilstand’ i mange familier, når rutiner pludselig skal laves om og det sociale netværk i hverdagslivet reduceres. Både for de voksne, men i særdeleshed for børnene kan dét at være sammen i døgndrift forstærke og tydeliggøre konflikter og kriser i mange hjem.

Nogle af problemerne har faktisk ikke noget med den aktuelle situation at gøre, men er ofte blevet skubbet til side i en travl hverdag – og dukker nu op som symptomer på et samspil, som trænger til at blive kigget efter i sømmene.

Flere familier får lavet en Familieopstilling

Lise fortæller, at ved hjælp af Opstillingsmetoden, bliver et visuelt billede af familiedynamikken, stemninger, strategier osv. tydelige. Frem for at terapeuten og familien sidder overfor hinanden – og hvor øjenkontakten er kraftfuld i samtalen – så placeres problematikken på bordet eller på gulvet ved hjælp af markører. På denne måde eksternaliseres den aktuelle situation, så klienterne – altså familien – kan se det hele udefra og fra forskellige vinkler. Hermed får de et indtryk af, hvordan de hver især oplever situationen.

I sin praksis møder Lise familier, bestående af fx far, mor og to børn, der søger hjælp.

Rent praktisk foregår det ved at familien hjælper hinanden med at ’opstille’ sig selv ved hjælp af figurer, der repræsenterer de enkelte familiemedlemmer. Undervejs tales om det opstillede scenarie og om de forskellige positioner og roller figurerne har, og hvad de er et udtryk for i familiens samspil. Lises rolle er at støtte samtalen med terapeutisk nysgerrighed, aktiv lytning, spørgsmål og anerkendelse.

“Når hver person i familien har valgt en figur, som repræsenterer ham eller hende og har stillet figuren op i forhold til de andre, så kan jeg fx spørge ind til afstande og retninger mellem figurerne Det siger nemlig noget om relationerne”, fortæller Lise.

“Måske står far og søn på den ene side, og mor og datter på den anden side i Opstillingen. Måske står nogen med ryggen til hinanden – og evt. langt fra andre i familien. Jeg vil typisk spørge ind til hvordan det vil være, hvis mor og far står tættere sammen og hvad der fx sker, når de vender ansigterne mod hinanden. På denne måde ’leger’ vi med at bevidstgøre deres indbyrdes relationer, som vi derefter snakker om. Vi opstiller altså både familiens nuværende tilstand og bagefter eksperimenterer vi med at opstille et scenarie for deres ønskede tilstande.

Familiemedlemmerne vil herved mærke, hvordan de har det med hinanden – og hvad hver især mangler eller har behov for,” forklarer Lise Kramer Schmidt. Det giver en ny forståelse for hinanden og et konstruktivt fælles overblik, især når fokus på Opstillingen er på hhv. fortid, nutid og ønsker for fremtiden.”

“Det er en nænsom, kreativ og legende metode – både for de voksne og især for børnene, som synes det er mere interessant, når der fx er legofigurer med. Det er lettere for familien, når de kan se sig selv og hinanden udefra og dernæst arbejde sammen om fremtidens ønsker,” fortsætter Lise.

”Det væsentligste her er overblikket og fortællingen om familiens samspil, som Opstillingen illustrerer. Øjenkontakten kommer naturligt og ubesværet, når der tales om tingene – både mens markørerne opstilles og bagefter, når vi taler sammen om tingene.”

Metoden hjælper familien med at finde frem til de stemninger, dynamikker og strategier, der fører til uhensigtsmæssigt samspil. Nye handlemuligheder er som regel åbenlyse og lettere at komme frem til på denne måde.

Du kan læse mere om uddannelsen her: Familieopstilling for psykoterapeuter

Uddannelser indenfor Familieopstilling og Systemisk Opstilling

Familieopstilling og Systemisk Opstilling er en oplagt metoden til professionel arbejde med at skabe mere glæde i menneskers liv. ISFO – Institut for Systemisk Opstilling og Familieopstilling har flere forskellige muligheder. Du kan læse om alle vores uddannelsesmuligheder via dette link.

ISFO udbyder en bred vifte af uddannelser, workshop og temaaftener, så mange forskellige mennesker og faggrupper kan opleve virkningen og værdien af Systemisk Opstilling.

  • Læst: 150