Når problemstillingen er tydelig, vælger man repræsentanter for centrale familiemedlemmer, som er relevante i forhold til problemstillingen. Herefter skal repræsentanterne “opstilles”. Det betyder, at man placerer repræsentanterne i forhold til hinanden, så det viser den dynamik, som man oplever hersker i familien eller afspejler problemstillingen, der skal arbejdes med.

Når repræsentanterne er stillet på de rigtige pladser i forhold til hinanden, tager Facilitatoren over. Klienten sætter sig ned og kan betragte processen som den folder sig ud. Facilitator skal helt overordnet gå igennem følgende trin igen og igen:

1. Spørge ind til repræsentanterne.
2. Se hvordan repræsentanterne påvirkes igennem processen.
3. Tilføje yderligere repræsentanter, hvis nødvendigt.
4. Flytte og ændre repræsentanternes positioner.
5. Bruge sætningsarbejde, så repræsentanterne taler til hinanden.
6. Skabe forudsætninger for at processen bevæger sig ned til de dybere følelseslag.

Imod afslutningen vil klienten ofte komme ind i sin egen Familieopstilling, hvilket betyder, at de bytter plads med repræsentanten for dem selv. Processen afrundes når alle i Familieopstillingen har fundet deres rette plads og har det godt i Opstillingen.

Det er ofte en meget intens proces, da det opleves virkeligt for klienten og som om Familiemedlemmerne vitterligt er til stede i egen person.

Det er vores erfaring, at det er vanskelige at beskrive en Familieopstilling og vi inviterer derfor jævnligt til informationsmøder. Læs mere her, hvor du også kan tilmelde dig. Hvis du gerne vil høre mere om hvordan man rent praktisk arbejde med Familieopstilling og Systemisk Opstilling er du altid velkommen til at kontakte os.

Der er ingen grænser for hvor mange Opstillinger man kan lave, men en Familieopstilling kan afdække komplekse sammenhænge og dynamikker, som man almindeligvis ikke kan tænke sig til. Der arbejdes også på et kognitivt niveau, men metoden er især virksom, da der tages fat i dybe dele af hukommelsen, som er båret af krop og følelser. Man opfordres derfor til at lade processen arbejde, da man ofte først kan vurdere virkningen af en Familieopstilling efter et par uger.

Så ja, hvad er Familieopstilling? Det er blandt andet ovenstående. Nedenfor følger lidt baggrund samt et lille udsnit af de teorier, som Familieopstilling og Opstillingsmetoden er udspringet fra og er i familie med.

Når man taler om Familieopstilling er det helt nødvendigt at anerkende og bringe Bert Hellinger på banen, som er grundlægger af metoden. Hellinger har inkluderet både sine egne livserfaringer med et omfattende psykologisk og filosofisk viden. Herudfra er Familieopstilling vokset, har formet og videreudviklet sig.

Hellinger uddannede sig i denne periode også i gruppedynamik, hvilket blev skelsættende for ham. Han oplevede, hvordan modsætninger kunne forenes gennem gensidighed og respekt. Særligt et par spørgsmål var af afgørende betydning: “Hvad er vigtigst, dine idealer eller mennesker? Hvad er du parat til at ofre for et andet menneske?”. Dette perspektiverede ikke blot naziregimets grusomheder, men det var også årsag til, at han forlod sin præstegerning og startede en uddannelsesrejse indenfor de psykologiske og filosofiske områder.

Hellinger vendte tilbage til Europa, hvor han uddannede sig indenfor Gestalt terapi og Psykoanalyse. Herefter rejste han til USA for at videreuddanne sig indenfor Primal Skrig, Provokativ Terapi og Transaktions Analyse. Herudover søgte han viden indenfor tidens strømningen, som Ivan Boszormenyi_Nagy og hans Kontekstuelle terapi, Ruth McClendon og Leslie og familieterapi. Hellinger var også omkring Thea Schönfelder, Milton Erikson, Neuro-Linguistisk Programmering (NLP), Irna Precop’s holdningsterapi og Virginia Satirs Familie Skulpturering. Herudover var han inspireret af filosoffer som Emanuel Kant og Martin Heidegger.

Hellinger udarbejdede en syntese af alle disse metoden, som han arbejde med i en årrække. Gennem sit arbejde med grupper opdagede Hellinger I 1980’erne, at der var nogle særlige forhold, som virkede i menneskelige systemer. Han kaldte det Kærlighedens Orden. Han udviklede Familieopstillingsmetoden ud fra det grundlag. I 1994 begyndte han at udbyde grupper i Familieopstilling, som hurtigt tiltrak flere og flere deltagere. I denne periode uddannede han også sine første elever og samarbejdspartnere.

Metoden har sidenhen vokset i popularitet og Hellinger har underviser tusindvis af mennesker i stort set alle dele af verden. Metoden er under stadig udvikling og Hellinger uddanner og afholder stadig kurser. I dag sammen med sin nuværende kone Maria Sophia Hellinger.

Familieopstilling er vokset meget og mange anerkendte og kompetente bidragsydere og videreudviklere har påvirket både kendskab til metoden så vel som dens udtryk.

Systemisk Opstilling har sine rødder i den komplekse systemiske tænkning, som er optaget af, hvordan udvikling, interaktioner, inter-relationer og intra-relationer er i en konstant gensidig påvirkning af hinanden.

En del i et system kan derfor kun begribes, hvis man er opmærksom på, hvilken helhed det indgår i. Samtidig er den nuværende oplevelse under indflydelse af en myriade af forskellige faktorer, som igen er under en konstant og selvorganiserende forandring.

Når vi skal se det i forbindelse med familier, er vi selvfølgelig påvirket af begivenheder og omstændigheder fra vores eget liv. Ikke desto mindre er vi ’regulerede’og formet efter de øvrige medlemmer i familien, hvor især vores forældre eller omsorgspersoner har en særlig betydning.

Men det stopper ikke her. Vores forældre var selv børn engang og er på samme måde født ind i en familie, med normer, regler, traumer, glæder, tab, etc. Ganske som deres forældre var engang. Vi er derfor opmærksomme på et langt større felt af den påvirkning, vi er under indflydelse af.

Vi taler derfor om det transgenerationelle perspektiv, hvilket refererer til påvirkninger, som er gået igennem generationer.

Af nogle af de systemer, som familien er under påvirkning af, kan især nævnes:

• Parforholdet
• Forældreskabet
• Kærligheden
• Oprindelsesfamilien
• Den nuværende familie
• Arbejdspladsen

Begrebet konstruktivisme bruges om en særlig måde at tænke og arbejde på, hvis udgangspunkt er, at vi mennesker ikke ser, erkender og erfarer vores omverden og virkelighed direkte. Vi oplever den forskelligt alt afhængig af de øjne der ser, og de sammenhænge vi indgår i.

Konstruktivisme handler om, at vi erkender at det, vi kalder ‘sandt’, ‘virkelighed’ og ’rigtigt’ er en subjektiv oplevelse for det menneske, som oplever det. Virkeligheden er konstrueret.

Konstruktivisme er ikke optaget af, hvordan tingene er sig selv, men snarere af, hvordan og hvorfor vi mennesker erfarer og beskriver den på forskellige måder.

Menneskers evne til at indgå i sociale samspil præges af de mønstre, som man har indgået i tidligere i livet. Dette gælder først og fremmest tilknytningen til vores forældre og andre af de primære omsorgspersoner. Det danner grundlag for de dybeste strukturer, som vil påvirke vores relationelle mønstre i livet.

Disse mønstre er:

• Tryg tilknytning.
• Afvisende tilknytning.
• Ængstelig/ambivalent tilknytning.
• Dis-organiseret tilknytning.

Herudover kan også tidligere kærester og ægtefæller have en stor betydning for måden, vi senere knytter os til andre partnere på. Teorien understreger, at mennesker har en bagage med sig, og at den personlige historie har stor betydning for, hvordan vi indgår i relationer.

Som voksne har vi i lighed med børn brug for trygge tilknytninger i tilværelse. Den britiske psykiater, John Bowlby, benytter begrebet ‘sikker base’ om denne type tilknytning.

I de følgende afsnit kommer en kort gennemgang af de centrale hypoteser og teorier i Familieopstilling. Foruden viden fra forskellige filosofiske og psykologiske traditioner, er disse grundlæggende antagelser opstået ud fra erfaringer og empirisk materiale.

De adskiller sig fra almindelige teorier, da der i dem også findes elementer fra Hellingers egne og dybt eksistentielle oplevelser som tysk fange under 2. verdenskrig, fra feltarbejdet som præst i et kriseramt og fattigt Sydafrika samt fra sit arbejde med mange tusinde mennesker fra hele verden. For at komme til bunds i dette komplekse verdenssyn er det selvfølgelig nødvendigt at læse relevant litteratur om emnet.

Samvittighed – de barometer vi er styret af

Begrebet samvittighed er helt centralt for Opstillingsmetoden og Hellinger har stor indsigt i hvordan driften mod at høre til påvirker vores måde at være i livet på.

Som små er vores overlevelse afhængig af dette tilhør og barnet kan ikke andet end at regulere sig mod tilhør og tryghed. Alt andet vil true dets eksistens. Denne regulering i forhold til familien med dens normer og mønstre, bliver siden hen den skabelon, vi former os efter. Skam, skyld og samvittighed er således med til at afstemme vores udtryk og handlinger, så vi gør det rigtige i henhold til familiens normer. Børn har på denne måde en dyb loyalitet i forhold til de normer, som hersker.

På samme måde er reaktionen hos barnet at tage skylden på sig, for at sikre familiens trivsel. Når mor og far skændes, gør barnet det til sit ansvar, da det oplever en frygt for opløsning og hermed evt. udslettelse. Efterhånden som vi vokser op og begynder at bevæge os ud over familiens normer starter udfordringerne.

Hellinger taler om ‘blind’ kærlighed, når vi forbliver som det forventes af os og må måske endda gå på kompromis med vores egen sandhed eller livsvalg.

Hellinger taler om ‘blind’ kærlighed, når vi forbliver som det forventes af os og må måske endda gå på kompromis med vores egen sandhed eller livsvalg.

Alle systemer, om end det drejer sig om familier, arbejdsgrupper, etc., er sammensat af mere eller mindre udtalte regler og normer.

Disse regler og normer fungerer som et slags styringssystem i grupperingerne, som består af, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. De kan være bevidste og ekspliciteret i en gruppe, men er oftest helt ubevidste. Når vi er i overensstemmelse med det, som er ‘rigtigt’ i forhold til en given gruppe, kan vi være rolige, da vores tilhørsforhold er sikret. Opfører vi os derimod på måder, som kan opfattes som ‘forkerte’ i forhold til gruppens regler, er vores tilhørsforhold truet.

Vi kan mærke det i kroppen, når vi gør noget forkert, og vi kan se det i ansigterne og reaktioner hos de øvrige medlemmer af gruppen.

Helt galt bliver det, når to systemer med forskellige normer er nærværende på samme tid.

Som fx til en julemiddag, hvor et ungt par er sammen med både forældre og svigerforældre. Hvilke regler og normer er nu de gældende. Hvem skal man være loyal overfor, hvis der opstår gnidninger?

I den personlige samvittighed hersker konstruktioner og begreber som ‘rigtigt’ og ‘forkert’, ‘godt og ondt’, ‘inde og ude’. Her kan man med ‘god’ samvittighed ekskludere andre og i værste fald slå ihjel, som vi oplever det i dag, når forskellige trosretninger kæmper mod hinanden .

”Retfærdigheden skal ske fyldest” og terrorister oplever sig selv som frihedskæmpere og vice versa.

Familien har på samme måde sine normer og i parforholdet og på arbejdspladsen er det både de klart udtalte spilleregler, men også den underliggende stemning, som vi påvirkes af. Sladderen i kopirummet, mobning, pege fingre af, eksklusion, bagtaleri, osv. siver ud fra dette niveau.

Vi er styret af den personlige samvittighed

Den personlige samvittighed er, det som Hellinger kalder ‘blind’, da vi er helt underlagt de normer, som hersker. At bryde ud eller gå imod normerne kan give voldsomme reaktioner og i visse tilfælde fører til eksklusion af gruppen. Barnet i os frygter denne ekskludering, som opleves som lig med udslettelse.

Vi skal således kunne bære vores skyld, skam og dårlige samvittighed, når vi træder ind i det som føles sandt og rigtigt for os.

Hellinger kalder dette for oplyst kærlighed.

Hvad kendetegner sunde systemer? Helt kort er man inden for Familieopstilling og Systemisk Opstilling opmærksom på især tre underliggende vilkår:

a) tilhør
b) balance
c) hierarki

I forhold til tilhør, så er retten til at høre til og være en del af et system afstemt og på plads. Der er ingen eksklusion og man kan være den rolle, funktion eller person, man nu engang er.

Hvad angår balance, så giver man hverken mere eller mindre end hvad der er i overensstemmelse med ens rolle, funktion eller person. Der forventes på samme måde heller ikke mere af medlemmerne.

Med hensyn til hierarki, så har man sin rette placering. I familier betyder det, at børn er børn og forældre bærer det ansvar som nu engang hører til at være forældre.

Hvad de end måtte have med sig i baggagen, formår de at bære selv, så børnene ikke kan overtager det.

Vi er hermed forbundet med alle, både nuværende og tidligere medlemmer af systemet. I denne optik hører således både ofre og bødler til, og man kan ikke gøre sig mere eller mindre fortjent til at være en del af systemet. I den systemiske samvittighed har alle lige meget ret til at høre til. Harmoni og balance indfinder sig, når alle kan have hinanden i hjertet uden at være fanget i rigtigt og forkert.

Her anerkender man dem, som kom før én og som dermed har sikret, at livet er gået videre, uanset de konsekvenser man har måtte betale.

Uanset om hierarkiet er ude af balance og børn har båret et alt for stort ansvar, er de stadig kun børn og deres forældre er uanset om den misrøgt der måtte have været, de eneste rigtig forældre for barnet. I den systemiske samvittighed findes der ikke nogen moral, som man ser i den personlige samvittighed, men derimod erkendelsen af en eksistentiel virkelighed – hvor ubærlig og smertefuld den end måtte være.

Opstillingsprocesserne handler derfor om at bevæge sig fra det personlige til det systemiske niveau.

Metoden er eksistentiel erkendelsesbasseret og arbejder frem mod at finde sin styrke i at alt er, som det skal være, og at enhver ud fra sine forudsætninger må få det bedste ud af livet. Kun derigennem kan man hæve sig over begrænsningerne fra den personlige samvittighed og en helt anden slags frihed kan tage over.

I Opstillingsmetoderne refereres der til tider også til en større eller integral samvittighed.

På dette niveau findes ingen fordømmelse overhovedet.

Det er den alt-inkluderende værens dimension.

Her er vi i enhed med alt. Der er hverken inde eller ude, godt eller ondt, rigtigt eller forkert.

Det svarer til Tao, non-dualitet, Gud, etc.

I Opstillinger ses dette niveau som en slags sublimeret kraft, som skaber bevægelser hinsides personlighedens og systemets normer om rigtig og forkert.

Salman Rushdie har udtrykt det så klart:

Hør Liv Dhanyo Thommesen fortælle om Familieopstilling

Familieopstilling kan afhjælpe fysiske smerter og hele psykiske sår