Findes den lykkelige skilsmisse?
Jeg så for nyligt et opslag på Facebook, hvor der stod:
”Svigtede børn holder op med at elske sig selv, men de bliver ved med at elske deres forældre”.
Men hvordan sikrer vi, at både børnene, familien som helhed og forældrene kommer så godt som muligt ud af og videre i forbindelse med en skilsmisse?
Familieopstilling er et unikt og meget præcist værktøj til at arbejde med udfordringer i familien – også den skilte. Metoden er en effektiv og bevidstgørende måde at få fat i den viden, som ligger i kroppen og i underbevidstheden, så den kan bringes i spil på en kærlig og konstruktiv måde. Når dynamikkerne i familien bliver tydelige, giver det samtidig mulighed for at finde konkrete fremadrettede handlemuligheder, der kan gøre livet lettere både for barnet og for hele familien. Gennem denne metode får vi adgang til indsigter og erfaringer, som vi ikke kan tænke – eller tale – os til.
Skilsmisse regnes for en af de største livskriser vi kan komme ud for i vores liv. Det er en svær situation at være i som voksen, og særligt svært kan det være for børnene, som ikke selv har valgt det. De er afhængige af, at deres forældre skaber trygge rammer for dem at vokse op i. Forældrene skal gerne lykkes med at sige farvel til partnerskabet og goddag til det fælles forældreskab – noget der tager tid, kræfter og energi.
Selvom skilsmisse er et almindeligt livsvilkår for mange børn og forældre, så er det ikke ualmindeligt at hver enkelt i familien føler sig meget alene i denne svære livssituation. Børn har grundlæggende brug for at blive støttet af deres forældre, og for at blive set, som dem de er.
I forhold til at tage vare på børnene i en skilsmisse er det vigtigt at forholde sig til tre centrale områder:
- Børnenes behov.
- Forældrenes samarbejde.
- Forældrenes egentilstand.
Børnenes behov
Børn er som oftest ubetinget loyale overfor deres forældre. Det er de blandt andet, fordi de rent genetisk består af 50 % gener fra mor og 50 % fra far. For at blive set og elsket, som dem de er, har de grundlæggende brug for at mor og far kan elske hele barnet. Hvis mor og far ikke kan lide hinanden – og måske taler dårligt om hinanden foran barnet, så bliver barnet udsat for en indre konflikt. Barnet har brug for, at mor kan holde af far i barnet, og far kan holde af mor i barnet. Herved undgås det at barnet bliver fanget i en loyalitetskonflikt, hvor det må forkaste dele af sig selv for at være loyal med henholdsvis mor og far.
Forældrenes samarbejde
Det er meget normalt, at forældresamarbejdet bliver kraftigt udfordret i forbindelse med en skilsmisse. Det er en tid med mange fysiske forandringer i forhold til bolig, økonomi, samvær, opbrud i netværket omkring familien, tab af fælles venner m.v. Herudover er der mange følelsesmæssige omvæltninger. Det kan være sorg, skyld eller skam over at parforholdet ikke lykkedes. Vrede på den anden forælder, behov for at forsvare sig eller skyde skylden på den anden. Det siger sig selv, at det er meget svært for børnene at være viklet ind i et negativt forældresamarbejde. Børnene har jo netop brug for at blive støttet af både mor og far, og de har tendens til at føle, at det er deres skyld, hvis mor og far ikke samarbejder.
Forældrenes egentilstand
Forudsætningen for at være en god forælder er at man fra et voksent sted er i stand til at tage vare på sig selv. Dette er vigtigt for også at kunne tage vare på sine børn. Der kan være behov for at få beroliget nervesystemet, så der er overskud til at komme igennem skilsmissens mange krævende facetter. Det er vigtigt at få egenomsorg bl.a. gennem venner og familie, så det kan lykkes at være i stue med sin tidligere partner. Her er det også vigtigt at være bevidst om sin egen rolle og ansvar i både konflikt og løsning.
Når man er i en presset relation, så dukker ens copingstrategier fra barndommen op i forstærket udgave. Det kan være med til at eskalere konflikten. Det første skridt er at blive bevidst om, hvilke mønstre, der er på færde. Det er først med erkendelsen af mønstrene, at det er muligt at gøre noget ved det. Målet er i forhold til ens egen tilstand at blive sin egen bedste forælder, så ens indre barn kan få den omsorg, det higer efter.”
Opstillingsmetoden kan bruges til at hjælpe forældre til at få en større forståelse af, hvordan det lige præcis er for deres barn at være i denne livssituation. Den kan sætte spot på betydningsfuld viden, som hidtil har været skjult for os. Familieopstilling er en unik metode til at arbejde med underliggende blokeringer, som kan forværre stemningen i den skilte familie.
Metoden kan bruges til at afdække familiens aktuelle livssituation og anskueliggøre eventuelle mere komplekse familiedynamikker. Det er muligt at synliggøre ens egen og andre familiemedlemmers position, vanskeligheder og reaktioner – og er på samme tid meget nænsom – og øjenåbnende for hvordan der kan skabes en bedre balance i familien.
Tilbage til spørgsmålet om den lykkelige skilsmisse findes?
Ja, den lykkelige skilsmisse findes, men den kommer ikke af sig selv. Det kræver oftest et bevidst valg fra forælderens side – og et dedikeret arbejde med sig selv for at det skal lykkes.
Temaaften: Skilsmisse – hvad med børnene?
Kom til temaaften hvor Opstillingsmetoden bruges til at blive klogere på, hvilke dynamikker, der er på spil i den skilte familie, og hvad der konkret kan understøtte en god vej videre, så der tages hånd om både børn og forældre. Læs mere her, hvor du også kan tilmelde dig.
Om Heidi Kongslev Hilbert
Certificeret Familieopstiller, rådgiver på Børne- og Forældretelefonen hos Børns Vilkår, coach og jurist. Har specialiseret sig i at rådgive, coache og via personlige træningsforløb at hjælpe forældre til at blive den bedste version af sig selv, så de kan være der for deres børn, uanset hvilke udfordringer livet bringer.
Vil du bearbejde egne temaer med Familieopstilling?
Vil du bearbejde egne temaer med Familieopstilling? Det skal helst foregå i grupper, hvor man er repræsentant i hinandens Opstilling. Du kan læse om, hvordan Familieopstilling foregår her. Hvis du ønsker at arbejde med skilsmisse eller relaterede temaer, kan du deltage på et weekendkursus, hvor alle deltagere har mulighed for at få lavet en Familieopstilling. Du kan læse mere via dette link, hvor du også kan tilmelde dig en weekend.
Uddannelser inden for Familieopstilling og Systemisk Opstilling
Familieopstilling er en oplagt metode til professionelt arbejde med selvværdsproblematikker. ISFO har flere forskellige muligheder. Du kan læse om alle vores uddannelsesmuligheder via dette link.
- Læst: 165