Med livet som indsats – Systemisk Opstilling med børn
”Lise er en spasser og det passer.” Sådan stod der med store fede versaler på tavlen, en morgen jeg kom ind i klassen. Jeg stillede mig lidt demonstrativt op og kiggede på det, så de tilstedeværende klassekammerater kunne se, at jeg læste det – og tog det i stiv arm. De skulle f…. ikke få mig ned med nakken. Jeg lod det stå og blinke på tavlen, satte mig ned og ”lod som ingenting”. Men pyha, indeni sank mit hjerte helt ned i skosålerne. Inden i var alt blødt og ramt.
Senere kom læreren ind og startede undervisningen, han opdagede det og sagde brysk, ” Hvem har skrevet det?” Jeg svarede, ”Det stod der, da jeg kom ind i klassen.” Jeg rettede ryggen og lod som om, at jeg kunne tage det. Inden i var alting blødt og ramt. Han viskede tavlen ren, ingen svarede jo på hans spørgsmål, forståeligt nok. Undervisningen gik i gang.
Livet i børnegruppen, og i grupper helt generelt, er en utrolig dynamisk og nærmest flydende størrelse. Alliancer skabes, tillidsforhold forrykkes og konflikter fødes. I gruppen kan vi øve os på selve livet. På at blive til i relationen til andre.
”Det mærkeligste ved den psykologiske masse er, at de individer, som indgår i den – uafhængigt af hvem de er, hvor meget deres levemåde, arbejde, karakter eller intelligens ligner eller ikke ligner hinanden – alene via deres forvandling til masse får en kollektiv sjæl, og i kraft af den føler og handler helt anderledes, end de hver for sig ville gøre.” (Le Bon i Freud 1995)
Mennesker er flokdyr. Vi har brug for hinanden for at overleve og for at trives. Vi bliver til i relationen til hinanden. Ingen formes af sig selv men i kraft af og i samspil med andre. Evolutionært er vi mennesker dybt af afhængige af hinanden for at overleve. For at trives er vi afhængige af tillidsfulde relationer.
Uden flok ingen overlevelse, så er vi blot byttedyr og uden relationer, uden venner, uden nogen, der ser én og vælger én til, bliver vi ensomme. At være ensom i flokken er, ganske enkelt, bare ubærligt for et barn. Barnets mulighed for at ”vælge sig en ny flok” er SÅ begrænset. Hvor skal det gå hen? Barnet er dybt afhængigt af, at den voksne SER det.
Må jeg have lov at være med?
Livet i børnegruppen er med livet som indsats. Her kan du trives og her kan du forkastes. Her kan du overleve eller leve. Her kan du blive overset og set. Grundlæggende for alle mennesker er den eksistentielle længsel efter og dybe nødvendighed af at HØRE TIL. ”Må jeg have lov at være med”, er derfor et helt grundlæggende spørgsmål for alle medlemmer af børnegruppen. ”Må jeg have lov at være mig, med de egenskaber og særlige træk netop jeg har?” ”Kan jeg mon få lov at få en plads her… samme med jer?” Disse eksistensspørgsmål er helt centrale i gruppetilhørsforholdet. Som oftest forbliver de dog helt uudtalte i grupper. Og dog er vi alle som én optagede af netop dette spørgsmål! Som gjaldt det livet – og det gør det! For vi er så afhængige af at have lov at høre til.
Så da jeg stod og læste ”Lise er en spasser og det passer”, gjaldt det selve livet. For hvordan være med i gruppen, når det nu så tydeligt stod printet, at jeg ikke hørte til? Jeg bed det i mig, gjorde mig skildpaddehård og overlevede. Og jeg udviklede antenner så lange som selveste Eiffeltårnet. Truslen om udelukkelse var overhængende på daglig basis.
Når gruppen ekskluderer et medlem, sker det ikke som et simpelt logisk årsag/virkning reaktion. Udelukkelse er et selvbeskyttelsesfænomen. ”Hellere dig end mig”, synes logikken at være. Vi kan altså ikke finde grunden til ekskludering i det røde hår, dårlig adfærd eller noget andet specifikt og personificeret i et af gruppens medlemmer. Eksklusion kan derimod ses som et gruppedynamisk og langt mere subtilt fænomen til opretholdelse af gruppens eksistens. Grupper med høj grad af usikkerhed og ringe grad af selvfølelse er derfor mere tilbøjelige til at ekskludere og at finde fejl hos nogen. Syndebukke-udpegning er den usikre gruppes bedste bud på selvopretholdelse. ”Nogen må være dem – og hellere dig end mig.” Der er så umådeligt stærke kræfter i spil – når ubevidste gruppedynamikker og eksklusionsmekanismer tager over. Formår gruppens medlemmer ikke ”at bære sig selv”, at inddrage og inkludere hinanden, må nogen bære usikkerheden og det bliver syndebukken. Eksklusionsmekanismer er komplekse og så mange elementer er med til at sætte dem i gang.
En børnegruppe kan aldrig ses som en ø
En gruppe er som sagt en dynamisk og flydende størrelse. Hver gang et medlem kommer til og hver gang et medlem forlader gruppen må gruppens tandhjul flytte sig og finde nye hak at passe i. Men ikke blot tilgang og afgang i gruppen har betydning, for også ydre vilkår har indflydelse på gruppens liv og trivsel.
Når læreren siger: ”Hvem har skrevet det?”, og der ikke SKER mere end det, når han ikke HANDLER mere end med at viske det ud og starte undervisningen, så er den voksne med til at skabe børnenes virkelighed. Den voksne er med til at MULIGGØRE, at ”Nogen (som helst) er en spasser og det passer.”
FAKTA OM GRUPPEDYNAMIK Handler om de dynamiske processer og betingelser, der er grundlaget for sociale gruppers opståen, forandring, udvikling og opløsning. Gruppens dynamik gives til kende i; ledelsesformer, gruppesammenhold, magtrelationer, gruppebeslutninger, herunder ”Group-think”, kommunikationsprocesser, gruppekonflikters opståen og reducering. Endvidere handler gruppedynamik om hvordan sociale spilleregler udvikles og manifesteres. ”Som forskningsområde opstod gruppedynamik i slutningen af 1930’erne med Kurt Lewins og hans medarbejderes eksperimentelle og teoretiske arbejder. Under 2. Verdenskrig blev studier af gruppedynamiske processer et højt prioriteret forskningsområde.” Den Danske Encyklopædi
Men også den voksnes virkelighed skaber børnenes virkelighed. For hvad kommer læreren selv fra? Hvilken gruppedynamisk virkelighed var mon hans? OG det stopper ikke der. Hvad med selve skolens, ledelsens og ledelsens ledelse? Gruppemekanismer er et kompliceret system af tandhjul. Alle små og store tandhjul har indflydelse på om og hvordan hjulet kører rundt.
Derfor må vi se eksklusionsmekanismer i børnegrupper som et gruppedynamisk fænomen, som skabes i gruppen og i samspil med omgivelserne. Børn er så afhængige af, at voksne viser vejen.
At analysere en børnegruppe med Systemisk Opstilling
Gruppen, omgivelserne og omgivelsernes omgivelser er også en del af et system, som er med til at skabe dynamikken i den aktuelle børnegruppe. Led på led påvirkes gruppen af ydre og indre mekanismer. Ingen gruppe, voksne som børnegruppe, er en ø. Derfor er det afgørende at kigge på gruppedynamiske mekanismer i en langt større kontekst. Børnegruppe, lærer- og pædagogteam, ledelse, personalegruppe, familiegruppe, organisation, samfund. Så tegner der sig et hyperkomplekst billede af indflydelser og påvirkninger helt ned på individplan. Både bevidste og ubevidste mekanismer. Forskellige tiders børnesyn. Hierarkier og magtbalancer. Sympatier og alliancer. Skyggehierarkier og så videre og så videre. Kompleksiteten er stor.
At danne et overblik på gruppen og dynamikken i gruppen er ikke gjort med et blik på gruppen alene. Systemisk Opstilling er et konkret og brugbart redskab til at analysere gruppens virkelighed og historie. Samtidig er metoden en fænomenal måde at skabe overblik og kontekstforståelse på for både fagpersoner omkring gruppen og i selve børnegruppen.
Uddannelse i Systemisk Opstilling med børn og børnegrupper
På uddannelsen OPSTILLING I BØRNEHØJDE lærer du konkrete redskaber til såvel faglige samtaler om børnegrupper som samtaler med børn om at være i grupper. Du kommer til at arbejde med kompleksiteten i gruppers dannelse og dynamik. Undervisningen tager udgangspunkt i konkrete cases, som er omsættelige til din praksis som fagperson, der arbejder med børnegrupper. Samtidig er det et redskab, der støtter fagpersonen i at se sig selv i konteksten og træne og opdage nye handlemuligheder i arbejdet med børnegrupper og med trivsel i børnegrupper.
- Læst: 156